Rosenholm Rotary Klub

 
 
 

Home

Klubben

Projekter

Rotary
 International

Rotarys historie

Rotary
 Foundation

Download

Foto-galleri

Links

Rotarys historie

 

Rotary blev stiftet 23. februar 1905 i Chicago af advokat Paul Harris.

Hans oprindelige grundtanke var at samle en kreds af mænd fra forskellige erhverv, der sammen skulle kæmpe mod korruptionen og for en bedre forretningsmoral. Endvidere skulle medlemmerne være hinanden til gensidig støtte i deres virke, bl.a. gennem rådgivning og udveksling af erfaringer.


Paul Harris, Rotarys stifter,
19. april 1868–27. januar 1947

Det er betegnende, at de første 4 medlemmer af klubben var af vidt forskellig oprindelse: nordamerikansk, tysk, svensk og irsk, og tilhørte forskellige trossamfund: protestantisk, romersk-katolsk og jødisk tro.

Man optog hurtigt et 5. medlem i kredsen og de mødtes en gang om ugen. Medlemskabet var begrænset til en repræsentant fra hvert erhverv, og hermed opstod begrebet "Klassifikationsprincippet". I starten blev møderne holdt på skift hos de forskellige medlemmer ‚ og det gav ideen til navnet Rotary – på grund af rotationen.

Som symbol på den rotation valgte man vognhjulet som klublogo, der senere i 1923 blev ændret til det Rotary-hjul, som vi kender i dag.

Man fandt hurtigt ud af, at det at fremme kammeratskabet blandt travle forretningsfolk ikke var tilstrækkeligt til at fylde de ugentlige møder ud, og man besluttede med kammeratskabet som basis at hjælpe dem, som var mindre heldige og dårligt stillede samt at forbedre forholdene i samfundet.

Derfor besluttedes det ved årskongressen i 1917 at oprette en fond med formålet "at gøre godt i verden" i form af støtte til undervisning og velgørenhed. I dag er den kendt som ”The Rotary Foundation” og er verdens største privatfinansierede fond for uddannelsesmæssige og humanitære programmer.

I Rotary-året 2005/06 blev der uddelt 108 mio. US$. The Rotary Foundations hidtil største projekt er at udrydde Polio i verden. Projektet blev påbegyndt for 20 år siden og indtil nu er omkring 2 milliarder børn blevet vaccineret i hele verden, og Rotary har givet 600 mio. US$ til formålet.

Den først danske Rotaryklub, Københavns Rotary Klub, blev oprettet i 1921. I de følgende 8 år blev der oprettet klubber i Århus, Korsør, Aalborg, Kolding, Odense, Nakskov, Nykøbing F., Randers, Maribo, Slagelse og Vejle.

Under 2. verdenskrig måtte Rotary indstille sin virksomhed i flere lande. Nogle steder blev det direkte forbudt at mødes, og i Danmark anså man det for rigtigst ikke at mødes officielt. Straks efter 1945 kunne man igen tage fat på at oprette nye klubber.

Administrativt er Rotary i Danmark inddelt i 5 distrikter:

•     Distrikt 1440 Nordjylland og Færøerne

•     Distrikt 1450 Midtjylland og Samsø

•     Distrikt 1460 Syd- og Sønderjylland, Fyn med omliggende øer

•     Distrikt 1470 Storkøbenhavn, Nordsjælland, Bornholm og Grønland

•     Distrikt 1480 Vestsjællands amt, Roskilde amt og Storstrøms amt

Rotary International er i hvert distrikt repræsenteret af en distriktsguvernør, der varetager Rotarys interesser, og som er valgt for et år.

 

 

Web-master: Torben Folmer Bech       *       Send e-mail:
Omkostningerne til at oprette og vedligeholde disse sider sponsoreres af I.T.C. Intercon ApS

Updated: 04. august 2009